DNA i straffesager – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Retsmedicin > Om instituttet > Retsgenetik > Straffesager > Fra spor til DNA-profil

DNA i straffesager - fra spor til DNA-profil

Undersøgelser af spor fra forbrydelser er en kompliceret og tidkrævende proces. En af årsagerne kan fx være, at der ikke fundet nok DNA på gerningsstedet, eller at DNA’et er blevet nedbrudt af fx varme eller fugt. Men der er også mange andre årsager til, at undersøgelser af DNA kan tage tid.

Afdelingsleder på Retsgenetisk Afdeling, Bo Thisted Simonsen, svarer her på de hyppigst stillede spørgsmål vedrørende DNA i straffesager, også kaldet kriminalsager.

Sporets art - blod, sæd eller spyt?

Når spor fra forbrydelser skal undersøges på Retsgenetisk Afdeling, vil sporets art ofte først blive bestemt. Det vil sige, at man undersøger, om der er tale om blod, spyt, sæd eller andre biologiske spor. Dette kan have afgørende betydning i en straffesag. Fx hvis en forsvarer i en retssag om en formodet voldtægt påstår, at det materiale, der er fundet på et lagen på et gerningssted, blot er spyt fra en mistænkt. Her kan den retsgenetiske undersøgelse vise, om der er spyt tilstede i materialet, eller om der måske i virkeligheden er tale om sæd, som kan stamme fra den mistænkte

Hvordan laves en DNA-analyse?

Først skal DNA’et/det biologiske spor sikres. Det er politiet, som sikrer det biologiske spor på gerningsstedet og fremsender sporene til Retsgenetisk Afdeling. Når prøven modtages på Retsgenetisk Afdeling, skal den registreres i afdelingens IT-systemer.

Før en analyse af DNA’et kan foretages, skal DNA’et frigøres fra de celler, hvor det har befundet sig. Til dette anvendes en række biokemiske metoder, der afhænger af sporets art, mængde og tilstand.PCR-teknik (polymerase kæde-reaktion, Polymerase Chain Reaction) er en metode til opformering af korte stykker af DNA-molekylet. Med et specielt enzym (DNA-polymerase) opformeres udvalgte DNA-områder, så der kan opnås tilstrækkelige mængder af netop disse DNA-områder til at gennemføre en analyse.

Efter opformeringen af DNA fra prøverne, typebestemmes DNA’et. Nogle DNA-områder har en særlig opbygning, idet grupper af basepar gentages et antal gange. Disse områder kaldes for VNTR-områder (Variable Number of Tandem Repeats).

Særligt korte VNTR-områder kaldes STR-områder (Short Tandem Repeats). Antallet af gentagelser i VNTR- og STR-områderne varierer fra person til person. Variationerne kan påvises ved at bestemme længderne af DNA-stykkerne fra områderne. Antallet af gentagelser i disse områder er arvelige egenskaber på samme måde som fx blodtyper.

Afdelingen undersøger 16 forskellige områder i DNA’et, som hver især har den egenskab, at de varierer i antallet af gentagelser og typisk er forskellige fra person til person. Der er et kort DNA-stykke (STR-området), som er 4 byggesten langt, og dette bliver gentaget et antal gange efter hinanden. Ved hjælp af PCR-teknikken ”fiskes” det DNA, der varierer i længden, ud, og der laves en stor mængde kopier af dette.

Længden af DNA-stykket måles ved en særlig teknik kaldet elektroforese. Når længden således er bestemt, oversættes denne til en DNA-type, som svarer til antallet af gentagelser. Det vil sige, at der fås en slags stregkode, der er karakteristisk for personen, der har afgivet det undersøgte DNA. Man kan kalde det for et genetisk fingeraftryk. Stregkoden fortæller ikke noget i øvrigt om personens egenskaber. Den siger altså ikke noget om, hvor høj man er, om man har blå øjne eller er disponeret for sygdomme. Det er altså alene en metode til at identificere personer, og til at adskille DNA fra forskellige personer.

For at have høj sikkerhed i vores resultater, dobbeltbestemmes alle prøver. Ovenstående skal derfor ske to gange med hver prøve. Hver prøve undersøges altså to gange uafhængigt af hinanden. Vi rapporterer kun resultater, vi har fået ens to gange.

Hvorfor er det vanskeligt at undersøge DNA?

Retsgenetiske undersøgelser af biologiske spor er ofte vanskelige, fx fordi det biologiske materiale har været påvirket af varme, fugt, bakterier mv. Disse faktorer kan medføre forrådnelse og nedbrydning af DNA. En anden hyppigt forekommende problemstilling er, at der ikke er nok biologisk materiale til at gennemføre en fuld DNA-analyse.

I mange spor er DNA’er delvist nedbrudt, således at korte DNA-stykker forekommer i rigelige mængder, mens længere DNA-stykker måske slet ikke findes i sporene. Det betyder, at man kun får resultater fra såkaldte korte DNA-systemer.

En del spor er også forurenet med andre stoffer, som mere eller mindre hæmmer DNA-undersøgelserne. Det kan være vanskeligt eller umuligt at fjerne disse. Hvis disse stoffer ikke kan fjernes, er det umuligt at få en god DNA-type, selvom der er rigelige mængder DNA i sporet.

Hvordan findes en formodet gerningsmand?

I kriminalsager er problemstillingen typisk, om DNA-profilen fra et biologisk spor fra et gerningssted passer med DNA-profilen fra en identificeret, mistænkt person. Undersøgelserne foretages næsten altid ved, at personen afleverer en blod- eller spytprøve. Denne prøve bruges til at sammenligne personens DNA-profil med den DNA-profil, som fremkommer efter analyse af et eller flere spor.

Spytprøver tages i form af et mundskrab. Dette foregår ved, at man skraber på indersiden af kinden med en stor vatpind. Denne form for prøve kaldes en referenceprøve eller en sammenligningsprøve.

Kan man finde DNA fra flere personer på samme genstand?

Blandinger af DNA fra to eller flere personer forekommer hyppigt. I simple situationer, med rigelige mængder velbevaret DNA fra to personer, er resultaterne sædvanligvis lette at vurdere. I situationer med blandings-DNA, som overvejende stammer fra en enkelt kilde, er det sædvanligvis let at bestemme DNA-profilen fra den overvejende kilde, mens det kan være vanskeligt at vurdere resultaterne af den svage komponent.

Hvis det biologiske materiale fx består af vaginalceller, som er blandet med en mindre mængde sædceller, så kan vi udnytte, at sædcellers membran er langt mere modstandsdygtig overfor visse kemiske påvirkninger end vaginalceller. Dette bruges til at fjerne vaginalceller og dermed isolere sædceller. På den måde kan vi ofte opnå en DNA-profil, som stort set udelukkende stammer fra sædcelledelen i spormaterialet og en anden DNA-profil, som overvejende stammer fra de øvrige celler.

Hvad kan afdelingen konkludere?

Når alle effekter og spor er blevet undersøgt i en sag, laver Retsgenetisk Afdeling en erklæring (rapport), hvor der redegøres for resultaterne af undersøgelserne. Når Retsgenetisk Afdeling beskriver et DNA-profilsammenfald, taler man om den bevismæssige vægt. Den bevismæssige vægt angiver, hvor mange gange mere sandsynligt det er at finde match mellem et spor og en person, hvis sporet faktisk kommer fra personen, end hvis sporet kommer fra en tilfældig anden person fra den danske befolkning.

Den bevismæssige vægt er resultatet af statistiske udregninger. I kriminalsager er det oftest relevant at beregne vægten for, at den undersøgte (mistænkte) person er ophavsmand til et biologisk spor i en sag, fx blod på et gerningssted i forhold til, at en tilfældig, anden person er ophavsmand til sporet.

Sandsynligheden for at finde sporets DNA-profil hos en tilfældig udvalgt person i befolkningen indgår i beregningen. Hvis DNA-profilen er sjælden, er vægten af beviset stor. Hvis DNA-profilen er hyppig, er vægten lille. Der er ikke tale om en 100 % sikker udpegning af en person som ophavsmand til et biologisk spor. Dette skyldes flere forhold. En af grundene er, at enæggede tvillinger har ens DNA-profiler. Andre grunde er fx risikoen for tekniske fejl ved indsamlingen af de biologiske spor, DNA-undersøgelserne osv.

Ved en velgennemført DNA-undersøgelse, vil den bevismæssige vægt være større end 1 million. En bevismæssig vægt på 1.000.000 betyder, at sandsynligheden for, at en tilfældig anden person matcher sporets dna-profil er mindre end 1:1.000.000 (match-sandsynligheden). Ved blandingsprofiler bliver den bevismæssige vægt af dna-undersøgelserne sædvanligvis mindre.

Hvor hurtigt kan en DNA-profil laves?

I princippet kan en DNA-profil laves hurtigt. Under helt optimale omstændigheder vil man kunne lave en DNA-profil på omkring 1 døgn. Det kræver imidlertid DNA af en god kvalitet og i tilstrækkelig mængde. Desuden, at der hele tiden er mulighed for at håndtere den pågældende prøve, og at man ikke skal vente på andre undersøgelser.

For at sikre effektiv og rationel udnyttelse af undersøgelserne, samler afdelingen sædvanligvis prøverne og undersøger dem samtidig i større hold på de relevante instrumenter. Det er muligt at tilsidesætte alle andre undersøgelser for en enkelt, særlig hasteprøve. Det bliver på bekostning af alle de andre sager, som må vente imens. Det er også markant dyrere at skulle håndholde enkeltsager frem for at rationalisere analyserne ved at analysere flere prøver samtidig.

Retsgenetisk Afdeling modtog i 2016 omkring 42.000 effekter til undersøgelse og omkring 9000 referenceprøver (prøve fra en identificeret person).

Hvem prioriterer undersøgelserne?

Det er politiet, der prioriterer sagerne og undersøgelserne, og om en sag skal opprioriteres. Typisk vil sager, hvor der er en eller flere varetægtsfængslede involveret, være højt prioriterede. Sagen bliver således opprioriteret, hvis undersøgelserne kan vise, om der er grundlag for at en fængsling opretholdes eller ej.

Retsgenetisk Afdeling har aftaler med politiet om, hvor lang tid en undersøgelse typisk må tage. Sager vedrørende personfarlig kriminalitet skal som hovedregel være svaret indenfor 2 uger. Som oftest har Retsgenetisk Afdeling svaret klar hurtigere end 2 uger. Hvis sagstiden overskrider de 4 uger, skyldes det vanskelige prøver. Det vil sige prøver, der er forurenet med forskellige ting, så det kræver ekstra ressourcer for afdelingen at finde en profil. Men 90 % af afdelingens kriminalsager er svaret indenfor 2 uger og ofte før.

Kan man identificere døde?

Retsgenetisk Afdeling laver også undersøgelser i identifikationssager. Dette sker normalt kun, hvis et lig eller en ligdel ikke kan identificeres ved hjælp af andre metoder. Lig eller ligrester kan identificeres ved at foretage dna-undersøgelser af vævsmaterialet fra liget. DNA profilen fra liget sammenlignes med dna-profiler fra familiemedlemmer til den savnede person samt eventuelt biologisk materiale fra effekter (fx hår fra en hårbørste eller en tandbørste), som den savnede har brugt. Retsgenetiske undersøgelser benyttes også til identifikation af afdøde i katastrofesituationer.

Bliver DNA-profilen opbevaret?

Alle afdelingens resultater bliver sendt til politiet. Rigspolitiet har et DNA-register, som består af DNA-profiler fra identificerede og uidentificerede personer. Registret indeholder også DNA-profiler af biologiske spor, som er sikret i forbindelse med en forbrydelse. Når der opnås DNA-profil fra et biologisk spor, undersøges det, om DNA-profilen matcher med DNA-profiler fra personer eller fra andre biologiske spor i DNA-registreret. Når der tilføjes nye personer i DNA-registeret, undersøges det, om DNA-profilen passer med DNA-profiler fra biologiske spor fra uopklarede kriminalsager.

Hvordan kan man bruge DNA i fremtiden?

Viden om en gerningsmands udseende (øjenfarve, hårfarve, hudfarve, højde, kropsbygning osv.) kan være vigtige oplysninger i politiefterforskningen. Retsgenetisk Afdeling arbejder for tiden på at indføre en supplerende DNA-undersøgelse, der kan give information om øjenfarven på et spors ophavsmand.

Andre signalementsoplysninger som hår- og hudfarve, højde og kropsbygning er pt. endnu vanskeligere at forudsige ud fra DNA-spor. På sigt forventes det, at nye DNA-teknikker gør det muligt at bestemme, om et uidentificeret spor er fra en person med en bestemt højde, kropsbygning og/eller en bestemt hud- eller hårfarve, og Retsgenetisk Afdeling arbejder på at udvikle denne form for undersøgelser.

Indtil videre bruges klassiske, biokemiske metoder til at skelne, om et spor er blod, spyt, sæd eller fx urin. Fremover forventes mere sofistikerede molekylær-baserede metoder at blive udviklet, så man lettere og mere sikkert kan fastslå sporets oprindelse. Man forventes fx at kunne se forskel på ”almindelig” blod (vene-blod) og menstruationsblod. Det kan ligeledes tænkes, at man i fremtiden på baggrund af en analyse af afsat DNA kan anslå personens alder, da sporet blev afsat.

Retsgenetisk Afdeling har en forskningssektion, som forsker i ovenstående muligheder. Læs mere om afdelingens forskningsprojekter her.