Dna i straffesager - fra spor til dna-profil

Når vi skal undersøge spor fra forbrydelser på Retsgenetisk Afdeling, skal vi først undersøge, om der er tale om blod, spyt, sæd eller andre biologiske spor. Det gør vi, da sporets art kan have afgørende betydning i en straffesag.

Det kan fx have afgørende betydning i en retssag om en formodet voldtægt, hvis en forsvarer påstår, at det materiale, der er fundet på lagnet på gerningsstedet, er spyt fra den mistænkte. Her kan den retsgenetiske undersøgelse vise, om der er spyt tilstede i materialet, eller om der i virkeligheden er tale om sæd. Hvis der er tale om sæd, kan vi undersøge, om det kan stamme fra mistænkte.

Retsgenetiske undersøgelser af biologiske spor er ofte vanskelige, fordi det biologiske materiale har været påvirket af varme, fugt, bakterier osv. Disse faktorer kan medføre forrådnelse og nedbrydning af dna’et. En anden problemstilling er, at der sommetider ikke er nok biologisk materiale til at gennemføre en dna-analyse.

En del spor er også forurenet med andre stoffer, der kan hæmme dna-undersøgelserne. Det kan være vanskeligt eller umuligt at fjerne disse. Hvis disse stoffer ikke kan fjernes, er det umuligt at få en god dna-type, selvom der er rigelige mængder dna i sporet.

Hvordan findes en formodet gerningsmand?

I straffesager er problemstillingen typisk, om dna-profilen fra et biologisk spor fra et gerningssted passer med dna-profilen fra en mistænkt person. Undersøgelserne foretages næsten altid ved, at den mistænkte får taget et mundskrab. Ud fra mundskrabet kan vi lave en dna-profil fra den mistænkte. Denne dna-profil kan vi sammenligne med den dna-profil, som vi har analyseret os frem til fra et eller flere spor fra gerningsstedet.

På billedet nedenfor ses en sammenligning mellem to mistænktes dna-profil og dna-profilen fra et cigaretskod fundet på gerningsstedet. Vi undersøger 23 forskellige områder i dna’et - her er vist 3.

Vi ser ofte blandinger af dna fra to eller flere personer. Når der er rigelige mængder velbevaret dna fra to personer, er resultaterne sædvanligvis lette at vurdere. I situationer med blandings-dna, hvor der er meget mere dna fra den ene person end fra den anden, er det let at bestemme dna-profilen fra den person, som der er mest dna fra. Det er langt sværere at vurdere dna-profilen fra den/de personer, som ikke har afsat så meget dna.

Et eksempel er, at hvis det biologiske materiale består af vaginalceller, som er blandet med en mindre mængde sædceller, så kan vi udnytte, at sædcellers membran er langt mere modstandsdygtig overfor visse kemiske påvirkninger end vaginalceller. Det betyder, at vi kan fjerne vaginalcellerne og dermed isolere sædcellerne. På den måde kan vi ofte opnå en dna-profil, som stort set udelukkende stammer fra sædcelledelen i spormaterialet og en anden dna-profil, som overvejende stammer fra de øvrige celler.

Når dna-analyserne er færdige, skriver vi en rapport med resultaterne og sender den til politiet. I rapporten redegør vi for den bevismæssige vægt. Den bevismæssige vægt er resultatet af statistiske udregninger. Sandsynligheden for at finde sporets dna-profil hos en tilfældig udvalgt person i befolkningen indgår i beregningen. Hvis dna-profilen er sjælden, er vægten af beviset stor. Hvis dna-profilen er almindelig, er vægten lille.

Ved en velgennemført dna-undersøgelse, vil den bevismæssige vægt være større end 1 million. En bevismæssig vægt på 1.000.000 beskriver, hvor mange gange mere sandsynligt det er at finde match mellem et spor og en person, hvis sporet faktisk kommer fra personen, end hvis sporet kommer fra en tilfældig anden person i den danske befolkning.

Det er vigtigt at hæfte sig ved ordet hvis i denne sammenhæng. På Retsgenetisk Afdeling kan vi kun udtale os om det, vi har set – og vi ser kun dna-profilen. Det er op til retten at vurdere sandsynligheden for, at den tiltalte har afsat sporet. De har mulighed for at tage sagens øvrige omstændigheder i betragtning også (vidneudsagn osv.), inden de træffer en afgørelse.

Under helt optimale omstændigheder kan vi lave en dna-profil på under 1 døgn. Det kræver imidlertid dna af god kvalitet og i tilstrækkelig mængde. Derudover kræver det, at vi hele tiden har mulighed for at håndtere den pågældende prøve, at vi ikke skal vente på andre undersøgelser, og at vi arbejder 24 timer i døgnet. Det gør vi, hvis politiet vurderer, at der er tale om en undersøgelse, der er akut. For at sikre effektiv og rationel udnyttelse af undersøgelserne, samler vi sædvanligvis prøverne og undersøger dem samtidig i større hold på de relevante instrumenter og robotter. Det er muligt at tilsidesætte alle andre undersøgelser for en enkelt, særlig akutprøve. Det er på bekostning af alle de andre sager, der må vente imens. Det er markant dyrere at skulle håndholde enkelte akutte sager frem for at rationalisere analyserne ved at analysere flere prøver samtidig.

Retsgenetisk Afdeling modtog i 2023 mere end 15.500 straffesager med flere end 32.000 effekter til undersøgelse samt over 13.000 referenceprøver (prøve fra en identificeret person).

Det er politiet, der prioriterer sagerne og undersøgelserne. Typisk vil sager, hvor der er en eller flere varetægtsfængslede involveret, være højt prioriterede. Med andre ord bliver sager opprioriteret, hvis undersøgelserne kan vise, om der er grundlag for at en fængsling opretholdes eller ej.

Retsgenetisk Afdeling har aftaler med politiet om, hvor lang tid en undersøgelse typisk må tage. Sager, der handler om personfarlig kriminalitet, skal som hovedregel være sendt til politiet indenfor 2 uger. Over 90 % af afdelingens sager, der omhandler personlig kriminalitet, er svaret indenfor de 2 uger og ofte før.

Ja, Retsgenetisk Afdeling laver også undersøgelser i identifikationssager. Dette sker normalt kun, hvis et lig eller en ligdel ikke kan identificeres ved hjælp af andre metoder. Lig eller ligrester kan identificeres ved at foretage dna-undersøgelser af vævsmaterialet fra liget. Dna-profilen fra liget sammenlignes med dna-profiler fra familiemedlemmer til den savnede person samt eventuelt biologisk materiale fra effekter (fx en tandbørste eller hår fra en hårbørste), som den savnede har brugt.

Retsgenetiske undersøgelser bruges også til identifikation af afdøde i katastrofesituationer.

Rigspolitiet har et dna-register, hvor de opbevarer dna-profiler fra personer, som er eller har været sigtet for en forbrydelse, der kan give fængsel i 1 ½ år eller derover. Når der tilføjes nye personer i dna-registeret, undersøger politiet, om dna-profilen passer med dna-profiler fra biologiske spor fra uopklarede straffesager.

Registret indeholder også dna-profiler fra biologiske spor, der er sikret i forbindelse med en forbrydelse. Når vi sender en dna-profil fra et biologisk spor, undersøger politiet, om dna-profilen matcher med dna-profiler fra personer eller fra andre biologiske spor i dna-registreret.

Dna’et frigøres fra de celler, hvor det har befundet sig. Her anvender vi en række biokemiske metoder, der afhænger af sporets art, mængde og tilstand. PCR-teknik er en metode til opformering af korte stykker af dna-molekylet. Med et specielt enzym (dna-polymerase) kopieres udvalgte dna-områder, så vi kan opnå tilstrækkelige mængder til at gennemføre en analyse.

Når vi har kopieret dna fra prøverne, typebestemmes dna’et. Nogle dna-områder har en særlig opbygning, da grupper af basepar gentages et antal gange. Disse områder kaldes for VNTR-områder (Variable Number of Tandem Repeats).

Særligt korte VNTR-områder kaldes STR-områder (Short Tandem Repeats). Antallet af gentagelser i VNTR- og STR-områderne varierer fra person til person. Variationerne kan påvises ved at bestemme længderne af dna-stykkerne fra områderne. På samme måde som fx blodtype, så er antallet af gentagelser i disse områder arvelige.


Vi undersøger 23 forskellige områder i dna’et, som hver især har den egenskab, at de varierer i antallet af gentagelser og typisk er forskellige fra person til person. Der er et kort dna-stykke (STR-området), som er 4 byggesten langt, og dette bliver gentaget et antal gange efter hinanden. Ved hjælp af PCR-teknikken ”fiskes” det dna, der varierer i længden, ud, og der laves en stor mængde kopier af dette.

Længden af dna-stykket måles ved en særlig teknik kaldet elektroforese. Når længden er bestemt, oversættes den til en dna-type, der svarer til antallet af gentagelser. Det vil sige, at vi får en slags stregkode, der er karakteristisk for personen, der har afgivet det undersøgte DNA. Man kan kalde det for et genetisk fingeraftryk. Stregkoden siger ikke noget om, hvor høj man er, om man har blå øjne eller er disponeret for sygdomme. Det er alene en metode til at identificere personer, og til at adskille dna fra forskellige personer.


Eksempel på en DNA profil, der viser de undersøgte STR-områder.
I den blå linje ses, at den undersøgte person har følgende gentagelser : 10,12 - 29,31.2 - 9,10 - 9,13 i de undersøgte STR-områder.

For at have høj sikkerhed i vores resultater undersøges hver prøve to gange uafhængigt af hinanden. Vi rapporterer kun de resultater, vi har fået ens to gange fra uafhængige prøver.